For ikke ret mange dage siden, var der en af de praktiserende indenfor Tao Qigong, der mindede mig på en bemærkning, som jeg ellers ikke har hørt siden jeg var barn i Vendsyssel. Det er en bemærkning, som vidner om et stærkt behov for at hævde sin selvtilstrækkelighed: ” A hår me iejn brønborring” – oversat til rigsdansk: “jeg har min egen brøndboring”.
Jeg husker det tydeligt som barn. De voksne samledes rundt om på gårdene (jeg er landmandsdatter). De kunne godt lide at sidde og minde hinanden på, at de var selvstændige mennesker. Og ikke så sjældent kammede det over – især hos mændene – i en tyk selvtilstrækkelighed. Man ville hellere lide de værste kvaler, end at bede udenforstående om den støtte, man måske stod og længtes efter at få.
Jeg har min egen brøndboring
Der var noget forjættende ved at kunne gå ud på gårdspladsen og se til sin egen brønd. Hvor langt nede var vandspejlet? fungerede pumpen som den skulle? Man havde jo fået elektrisk pumpe og vandrør, og skulle ikke længere selv hive vandet op med en spand. Det kunne godt give selvtilfredsstillelse at have sådan en privat tilgang til vand.
Men når vandet i hanerne begyndte at se grumset ud, var det tid til at sende bud efter brøndboreren. Han var det omrejsende bindeled, som i menneskelig skikkelse forbandt landmændenes brønde. Han besøgte den ene boring efter den anden. Overnattede og spiste hos landmændenes familie, så længe fornyelsen af boringen stod på.
En brøndborer havde en høj social intelligens. Han kunne snakke med alle folk, og var god til at tø selv de mest selvtilstrækkelige landmænd op, så der kom latter og snak ved bordet.
Jeg kan huske hvor stille der blev igen, når brøndboreren havde udført sit arbejde og var rejst.
Al selvtilstrækkelighed har en naturlig grænse
Samme fornemmelse, som ramte mig som barn, da jeg stod og kiggede ned i brøndvandet dybt nede, ramte mig også den anden dag, da den Tao Qigong praktiserende mindede mig på sætningen om at have sin egen boring. Hvor bliver alting dog snævert, når vi optræder for individualistisk:
Nok har du måske din egen brøndboring – men hvor kommer vandet i din boring fra?
Individualisme og selvtilstrækkelighed kan være en god ting, og helt og aldeles nødvendig……… hvis du vel at mærke bruger den i forhold til at rydde op i din egen historie og tage dig af dine egne reparationer.
Ellers kan individualisme og selvtilstrækkelighed være så grundigt ligegyldig. Ja, det kan blive en stor hæmsko for, at mennesker møder hinanden.
Dybt nede i brøndboringen – dybt nede på bunden af vores personlige liv – ligger en fælles kilde, som strømmer imellem os alle sammen. Du kan ikke lukke af for strømmen af vand over til naboen og beholde den for dig selv. Det sammen vand, som han driver op af brønden, er det vand du driver op.
I er forbundne. Og hvorfor i al verden skulle I ikke også være det? 🙂
Meditation på fælles brøndvand
Sæt dig til rette – eller hvis du er praktiserende i Tao Qigong: stå i træstilling. Luk øjnene, lyt til dit åndedræt, indtil det falder til ro.
Forestil dig så det vand, som strømmer igennem dit hus vandrør. Mærk at det strømmer ind i dit hus, og at du kan tappe det af dine haner, når du vil. Hvilken rigdom.
Forestil dig på sammen måde, at vandet strømmer ind i din nabos hus. Han tapper det også ud af sine haner. En dyb rigdom, når han vil.
Forestil dig så din nabo til den anden side. Også han har strømme af vand, der fører ind i hans hus. Og også han tapper af denne rigdom, når han vil.
Hvilken fuldstændig uundværlig fælles gave!
Se dig selv på denne måde være forbundet med stribevis af mennesker. I er alle forbundne i denne afhængighed af og taknemlighed over at kunne tappe fra en kollektiv kilde af vand.
(…)
Pas på gaven. Gå sammen og gør hvad I kan for ikke at forurene den.
Kærlig hilsen Jonnah