Januars kulde bider hårdt. Jeg sidder her med halstørklæde på, varm the og lommetørklæder til min dryppende næse. Hvordan kan man dog i sådan en situation tænke på en duft af roser? 🙂

Man bliver altid positivt overrasket, når man går meditativt ind i Qigong.

Her til morgen har jeg udført en dejlig og fin øvelse, som går under navnet “At vække den indre bølge”. Selv om jeg er syg, laver jeg altid Qigong. Øvelsen kan laves meget simpelt eller den kan laves komplekst, – i virkeligheden har den så mange fine små nuancer og indre bevægelser, at det rører mig dybt.

Når kroppen er i gang med at klare en virus, kan man lave sine øvelser med en god portion sanseiagttagelse. Og på denne måde komme igennem virussen på kort tid. Det er min erfaring.

Dine sanser og Qigong

Har du mon opdaget, hvordan du bruger dine sanser? Hvad sker der for eksempel, når du er i en situation, hvor du bliver rørt, enten af glæde eller af sorg? Fornemmer du det i kroppen? Eller får du billeder og lyst til at tegne/male? Får du lyst til at skrive om det og udtrykke dig med ord? Lytter du til musik eller kommer til at tænke på en bestemt sang? Får du trang til at spise og smage bestemte ting? Eller kommer der bestemte dufte til dig?

Denne morgen kommer der meget overraskende en duft af roser til mig, imens jeg laver min øvelse, som vækker den indre bølge.

Når du får sanse-oplevelser i Qigong, er det en god ide at gå lidt ind og mærke, hvad sansningen gør for dig. På den måde får du din egen information om, hvad sanseindtrykket betyder – lige for dig.

En duft af roser – som det er for mig

For mig er der noget blødt i mødet med rosen denne morgen, men også noget særdeles kraftigt. Duften er stærk i al sin ømhed. At dufte rosen er som at synke ned i en dyb tilstedeværelse, som både trøster og giver mod til at være tæt på det, som er svært i verden. At være i en verden, der til tider er særdeles ego-styret, og som har en stor modstand imod at give slip på ydre jag, lov og gevinst.

Rosen giver mig mod til at konstatere alt dette,  imens jeg samtidig beholder min ømhed overfor det universelle i livet:

• Tilliden til livets cyklus af begyndelser og afslutninger.
• Kærligheden til det, der ingen forklaring kan gives på, men som bare er tilstede for os, og som vi kan vælge at rette os efter, frem for at følge andres menneskers holdninger og meninger.
• Den store og uforfærdede åbenhed, som ingen ego-bevidsthed, forfængelighed eller kontrolleret anstrengelse kan slå ihjel.

En varm hilsen skal lyde til alle jer, der følger min blog – på en kold januar-dag.

Kærligst Jonnah