Vi siger ofte i flæng, at middelalderen var mørk. Men vi har forfædre i middelalderen, som var virkelige lysbærere. Men oftest havde en middelalderlig lysbærer/kunstner ingen navn. Sådan var det: hans eller hendes navn havde ingen betydning, idet en kunstner var kongens eller kejserens ubetingede og anonyme tjener. Her d. 20. december imens jeg ønsker alle en fredfyldt jul, vil jeg gerne fremdrage en lysbærende, middelalderlig og anonym kunstner; forfatteren til Maria Matrem Virginem.

Ordene i denne meget enkle Maria-hymne fra det 11. århundrede er et kapitel for sig. De lyder på latin:

Maria Matrem Virginem

natura mirante.

Tu quae genuisti.

Ave peccatorum miserere.

Maria Matrem Virginem

Maria Matrem Virginem betyder Maria Jomfrumoder. Allerede i første linje bliver vi bedt om at tage vores spirituelle læsebriller på. Det drejer sig ikke om en kvinde, der aldrig har været i seng med en mand. Der imod drejer det sig om en hvilken som helst kvinde (eller mand for den sags skyld), der skal lære om at lade noget helt særligt vokse frem i sit indre for allerførste gang (deraf jomfrutitlen).

Og hvad er det for en indre vækst-proces, der er tale om?

Som altid når det handler om det indre, er det godt at bruge billeder, fordi billeder tillader særegne oplevelser hos det enkelte menneske. Selve ordspillet med navnet Maria fortæller os noget, idet Maria kan oversættes med ´den af havet´. Det giver os et hint om, at når vi vil lære at blive ophav til indre processer, så må vi overgive os til havets natur.

Og havets natur er sandt nok både mørk og afgrundsdyb. Men havet fører os også sikkert af sted, netop på de særlige tidspunkter i vores liv, hvor vi får tillid til at give slip på vore almindelige egoistiske dagsordener.

For mig opleves det ofte som at sætte en båd i vandet. Jeg overlader båden til strømmen – i en indre ro og forvisning om, at den vil finde vej. Og at den vil finde derhen, hvor det er meningen, at den skal hen, – i og med at jeg slipper formålet.

Natura mirante. Tu quae genuisti.

Natura mirante. Tu quae genuisti. Disse to sætninger angiver, at der er tale om en tilblivelse af noget i det indre, som hele naturen tilbeder og som er selve glædens kerne.

Vores mest gængse tilgang til naturen som mennesker er ofte, at vi tænker på, hvordan vi kan erobre og udnytte og underlægge os naturen. Plænerne skal have lige kanter, og de må kun bestå af græsfrø, som vi har bestemt os for at have. Parkerne skal bestå af udvalgte træer, prægtige og akitektonisk knejsende. Gamle rådnende stammer fjernes, og selvsåede træer fældes konsekvent, med den følge at insekterne må gå i landflygtighed. I supermakedet findes der kun lige agurker og gulerødder. De skæve kasseres, hvilket udhuler gartnerens økonomiske eksistensgrundlag, for han kan jo ikke styre naturens krumme linjer.

Når du tænker på, hvordan denne tendens til at klippe og ensrette lever videre inde i os på bekostning af vores indre natur, bliver det rigtig uhyggeligt.

Naturen har aldrig tilbedt rette linjer og ensartethed. Og når du virkelig mærker ind i din egen indre glæde, vil du måske også komme frem til, at rette linjer, sterile landskaber og ensrettehed absolut ingen glæde giver.

Din trang til glæde fører dig der imod ud på snørklede og skæve stikveje, hvor der åbenbares ting, du ikke før så. Din glæde har ikke noget imod at blive overrasket, at opleve nogle indre dybder, og at tilføre dig nogle opgaver, som du aldrig havde troet, du kunne blive beriget med. Når du i dette her pludselig føler dig opfyldt, er det netop fordi der sker noget med dig på din stikvej, som totalt overgår din egen fantasi. Og som – vigtigst af alt – din indre natur klarer for dig, uden din personlige indblanding.

Ave peccatorum miserere.

Ave peccatorum miserere betyder Hils synderen med barmhjertighed.

Når vi kommer ud på ensrettethedens vej, – når vi kommer væk fra eller forkert ind på det, som den indre natur virkelig tilbeder, bliver vi vist barmhjertighed. Det vil sige, at vi bliver givet en chance igen og igen og igen…… til at vende tilbage glædens kerne.

Ikke én gang i vores liv har vi muligheden for at blive Maria, men hele livet igennem har vi gentagende muligheden for at blive Maria.

Maria-processen er tålmodig, blid, mild, bestandig og udholdende.

Men vi bliver også mindet på, at hver gang vi udsætter den indre vækst-proces, er der fare for at vi bliver mere og mere rigide, og får sværere og sværere ved at kaste ensretteheden af os.

Derfor er Maria-processen netop egnet til, at vi hele tiden tager de små og kontinuerlige skridt frem mod vores indre natur og glædens essens. Altså hverken bremser helt op og siger ´nej tak´, nu vil jeg ikke mere. Eller på den anden side presser noget igennem i den indre proces, for at det skal gå hurtigere.

Anuna og Maria Matrem Virginem

Imellem februar 1993 og september 1996 optog man en del keltiske julehymner i Blackrock Colledge Chapel, St Kevin´s Church i Laragh. En af dem var Maria Matrem Virginem. Den blev fremført af nogle af kvinderne i det legendariske kor Anuna.

Lige siden jeg hørte fremførelsen første gang i 90-erne, har jeg elsket denne jule-hymne til Maria. Den har en dyb klangbund til det inderste i både ord og toner – og ikke mindst rytme.

Du kan se og høre fremførelsen her:

youtube.com/MariaMatremVirginem

Jeg ønsker alle en fredfyldt og glædelig jul.

Jonnah