Motion kan antage mange former – lige fra en almindelig gåtur i kuperet terræn til decideret fysisk træning med målrettede øvelser. Nogen motion foregår i højt tempo og med stor kraftanstrengelse, mens anden motion er blid og har fokus på opmærksomhed. Begge former for motion kan kombineres med naturkontakt og give noget ekstra til ens mindset. Nogle opfatter Qigong som en slags motion. Men står du og skal vælge: blid motion eller autentisk Qigong, skal du vide, at Qigong har et helt andet sigte end motion. I dette blog-indlæg vil jeg med mine 30 års daglige Qigong-erfaringer beskrive nogle af de enorme forskelle, der er på blid motion og autentisk Qigong.
Et spørgsmål om perspektiv – blid motion eller autentisk Qigong
Qigong opererer ud fra et radikalt anderledes perspektiv, end det personlige perspektiv du aktiverer i motion, uanset hvor roligt og naturorienteret du udfører din motion. Qigong er ganske simpelt noget andet end almindelig bevægelse og har et andet sigte end almindelig klaring af sindet.
De bevægelser du udfører i Qigong rører dybe strenge i dig, som har med livsformål og spirituel kontakt at gøre. Bevægelserne i Qigong åbner op til din åndelige side, og du finder ganske enkelt helt andre former for svar på dit liv i Qigong – både fysisk og psykisk.
Med andre ord: Når du praktiserer Qigong får du øje på andre muligheder i livet, og der viser sig andre konsekvenser af at leve livet. Mulighederne har at gøre med, at du bruger dine indre intuitive impulser i stedet for din almindelige tænkning. Konsekvenserne har at gøre med, at du tager ansvaret for dit liv op til genovervejelse.
Intuition
Forskellige steder i kroppen sidder der områder, som har kontakt til selve livsenergien, Prana, Qi – den kraft der driver menneskets livsudfoldelse. Ved at praktisere Qigong-bevægelser, som har fokus på at aktivere OG skole denne kraft, øges din kontakt til den åndelig dimension. Og den åndelige dimension får dig til at genoplive din intuitive bevidsthed. En bevidsthed, som du ofte helt glemmer, at du er i besiddelse af.
Ordet intuition kommer af det latinske intuitio og betyder ordret ´at se ind´. Intuition er evnen til umiddelbar og direkte at opfatte en sammenhæng uden forudgående rationel tænkning. Rationel tænkning bygger på slutninger fra led til led over et tidsrum bevægende sig frem til en konklusion. Intuition kræver der imod ingen anstrengelse eller intention, men præsenterer uden videre sit indhold til dig, helt og komplet, uden at du kan forklare, hvordan denne helhed fremkom.
De indsigter der kommer via intuition kan hverken kontrolleres eller begrundes rationelt, og alligevel fremstår indsigterne med en høj sandhedsværdi.
Måske erindrer du det, når det kommer til stykket. Der kan have været svære tider i dit liv. Du kan have prøvet alt muligt for at løse det svære. Men det svære lod sig ikke løse, og pludselig en dag, gav du slip. Du var for udmattet til at holde på dine almindelig tanker, du holdt op med at ønske dig, at ting blev sådan og sådan. Der kom en impuls til dig: Åh, der er mere mellem himmel og jord. Åh, jeg må give slip nu på dét, jeg i så lang tid har holdt fast på. Åh, jeg længes bare efter rene frydefulde øjeblikke, og måske finder jeg netop dem i den dynge, som jeg ikke har regnet for andet end skarn.
Er det virkelig lige her skønheden er? Lige her hvor jeg er? JA!
Du er kommet et andet sted hen i dit sind. Du er kommet ind i intuitionen. Du ser ind i situationen med dit højere sind og dit hjerte. Og der er blevet meget stille. Det er et ydmygt sted at være.
Ansvar
Det, at finde noget i skarndyngen, gør dig frydefuld, uden at du kan forklare hvorfor. Dit gamle liv får ny betydning, alle dine oplevelser – det du blev givet, det du tabte – giver pludselig mening. Der er noget vigtigt her at lære. Og med ét erkender du noget centralt: at det jo udelukkende er din egen adfærd og din egen holdning til livet, du har ansvaret for. Dette ene, ikke andet. Og med ét oplever du, at når du tager ´dig selv´ på dig, så levner du også automatisk plads til, at andre kan tage ´dem selv´ på sig. Du får ikke alene et andet forhold til dig selv, men også til dine medmennesker.
Sådan en proces, hvor intuition og ansvar bliver synlige og håndgribelige størrelser i bevægelsen, er en Qigong proces.
Blid motion eller autentisk Qigong
I motion, også blid motion, kan du beholde dit ego uændret. Du har sikkert mange ønsker, og når de slutter overtager andre ønsker, og det vigtige for dig er at få dem opfyldt. Du synes måske også det er vigtigt at kunne sætte tingene i bås, så du ved, hvor du har dem. Du kan lide at anstrenge dig og føle, at du opnår vigtige milepæle i forhold til verden og i forhold til dig selv. Du har en hel del agendas.
I autentisk Qigong sættes dit ego til side. Nogle af de mest gennemgående udbrud jeg har hørt hos mennesker, der begynder at opdage Qigong, er: Hvorfor gør jeg egentlig de her ting på den her måde, som jeg gør i mit nuværende liv? Jeg oplever jo i virkeligheden, at min tilgang til tingene slider på mig. Jeg kan ikke rigtig mærke mig selv i det, jeg gør, uanset hvad jeg gør. Hvor er det egentlig jeg vil hen, med den holdning jeg har til tingene og med den måde, jeg gør tingene på? Hvem er jeg egentlig?
Det er ikke fordi, man holder op med at gøre de mest almindelige ting, når man bliver inkarneret Qigong praktiserende – slet ikke. Der imod gives de mest almindelige ting helt andre betydninger, end man hidtil har kunne tillægge dem. Som et gammelt zen-ordsprog siger, ligger hele forskellen i tilgangen:
Da jeg var uoplyst huggede jeg brænde.
Som oplyst hugger jeg stadig brænde.
God jul og godt nytår
Jonnah