I dag taler alle om vigtigheden af at redde truede dyre- og plantearter. Når vi taler om dette globale behov for redning, oplever jeg, at vi i samme åndedræt må tale om redning af den spirituelle kvalitet i mennesket. Mange gange ser vi ikke, hvordan vi forurener udadtil (og indadtil), fordi vi ubevidst omgås vores indre kraftkilde med overspringshandling, forudindtagethed og selvtilstrækkelighed.

Overspringshandling eller redning af den spirituelle kvalitet “sandhed”

Når vi ikke kan lide sandheden og ikke synes, at vi kan overkomme at få den afsløret, tyer vi til overspringshandling. Vi kommer med en “søforklaring”. Vi finder på et forsvar, der er tilforladeligt, undvigende og let spiseligt. Vi trækker os fra noget i livet og vælger ikke-at-se.

Når vi mærker, at en sandhed er ubehagelig, går kroppen i gang med en fysisk blokering. Samtidig går sindet i gang med et mentalt forsvar. Sindet signalerer måske: det her er virkelig ikke noget, jeg bryder mig om, så det kan ikke være noget, jeg skal forholde mig til. Og kroppen signalerer måske: det her føles ikke behageligt, så det kan ikke passe, at det er godt for mig.

Hvad kan mon være ubehagelige sandheder i vores liv? Jo, vi kender det godt. Og det har næsten altid noget at gøre med, at vi oplever magtesløshed. Det er, når vi står uden mulighed for at bruge vores gamle erfaringer. Det er, når vi oplever at miste noget, som vi har gjort til vores eget, og må erkende at vi ikke kan få det tilbage på samme måde mere. Det er når ting opløses, som vi troede var bestandige. Det er, når vi tvinges til at finde en ny identitet.

Og det er her, at jeg som søgende og mystiker oplever, at Neigong er min bedste ven. Med Neigongs bevægelser reddes jeg fra overspringshandlingerne og føres ind i at rumme sandheden. Jeg får et bredere grundlag at stå på, fordi jeg ikke flygter fra min magtesløshed, men accepterer den og lever med den som et menneske.

Den store gevinst er, at jeg kommer tættere på mig selv og min indre kraftkilde.

Jeg bliver et trygt menneske i dybere forstand.

Forudindtagethed eller redning af den spirituelle kvalitet “åbenhed”.

Sig ikke: Det kender jeg godt. Det har jeg været igennem. Nu er jeg blevet så og så gammel, så jeg har efterhånden fået mine erfaringer. Det er “no-go” ned af den vej, for jeg ved, at det ikke føre til noget, jeg kan bruge.

Ånden ønsker altid at vække os med noget nyt; noget vi aldrig har oplevet før på denne måde; noget der er helt nyt for os.

Vi må ikke blive et stift strå.

Når vi indvilliger i at lære noget nyt, accepterer vi at være bøjelige, søgende og uvidende. Fri af de gamle indsigter og oplevelser kan det nye trække vejret i os.

Rudolf Steiner har et fint udtryk for det: Enfoldighed – vi må erkende, at vi har mange forskellige erfaringer i livet, som forårsager at vi mister vor åbenhed og enkelhed. Næsten alle er forudindtagede. De eneste upåvirkede eller fordomsfrie svar på spørgsmål kommer fra børn. Alligevel er sådanne svar også tåbelige, fordi børn endnu ikke kender til noget. Vi må lære at blive vise og stadig u-forudindtagede – som børn i uskyld og dog erfarne. 

Neigong udtrykker det således: Udholdenhed – vi må hver dag tage imod vores øvelser, som var de nye. Gentagelserne skaber kreativitet og større indlevelse, hvis vi giver os hen til det. Frustration, kedsomhed eller forudsigelighed i øvelserne er tilstande vi skal igennem. Det holder op, når nye synsvinkler åbner sig. At kunne bære modgang og være åben er vigtigt, indtil ny indsigt kommer.

Der sidder lige så megen blokering/forudindtagethed i kroppen, som der sidder i sindet, og derfor er ikke nok for mennesket at meditere stillesiddende, kroppen må også tages med.

Vil vi passe på åbenheden, og ikke blive senil demente, så må vi opleve kroppen og dens liv påny, påny, påny – som nyt.

Selvtilstrækkelighed eller redning af den spirituelle kvalitet “samhørighed”.

Sig ikke: Jeg har altid klaret mig selv. Jeg ved bedst selv, hvordan jeg skal gøre i situationer. Jeg er alene om at finde løsningerne på mine problemer og udfordringer. Jeg alene har føringen over mit liv og mine handlinger.

Vi har brug for andre mennesker og deres spiritualitet. Vi har ikke brug for andre for at stive os selv af og få klap. Men vi har brug for at andre til at føre os steder hen, hvor det er i orden ikke at vide besked og ikke at kende til. Hvis vi hele tiden selv vil vide besked og kende til, kan vi ikke udvikle os. Så kan den åndelige kilde ikke finde vej til os, så vi kan læne os ind i den og lade den udvide os.

Vi behøver nogen, der viser os, hvordan vi kan læne os ind i kilden.

At læne os ind i kilden betyder også, at vi slipper dårlige vaner.

I Neigong rejser vi kroppen op; og vi putter den ikke i “hvad vi nu synes er mest behageligt”. Energivejene må renses for forhærdelser og lære at flyde igen i overensstemmelse med jordens og universets retning. For som mennesker går vi på jorden med himlen som vejviser. Det betyder også, at i Neigong er det ikke ligegyldigt, hvordan vi står og sidder, og hvordan vi udfører vores bevægelser.

Neigong udtrykker det således: Iagttage med hjertet – vi må efterligne de viste bevægelser ud fra glæden ved at følge naturens love og ikke ud fra vores intellekt. Vi må tilstræbe noget ganske naturligt, som skal genfindes. Derfor må vi undres og lade det ledende føre os. Kun ved at få oplevelser med naturlovene kan vi vide noget om, hvad der er godt for os, og hvad der ikke er godt for os. Naturlovene ser os og hjælper os med selv det svageste og mest genstridige i os.

Her til slut bliver mit budskab: søg sandhed, søg åbenhed, søg samhørighed.

Jeg ønsker alle god rejse med deres indre øko-system.

Kærlig hilsen Jonnah