Du er ikke alene

I 1978 udgav Sebastian albummet “Ikke alene Danmark”. På albummet findes nummeret “Du er ikke alene”. Jeg oplever, at dette nummer aldrig har haft større relevans end i dag 46 år senere! Og sådan er det jo med sand poesi. Den holder evigt. Jeg oplever at alene-følelsen findes så mange, mange steder i vores samfund, og der er endda tale om en meget eksistentiel alene-følelse.

En sang til den, der føler sig alene

I omkvædet til “Du er ikke alene” lyder det:

Du er ikke alene

Der er en, der følger dig

Og det er helt på det rene, han har det ligesom dig.

Hvad Sebastian kan have ment, da han skrev: ´der er en, der følger dig´, ja – det er jo op til os, der lytter at gætte på. For mig at se, kan der ligge to forskellige betydninger. Det er to betydninger, jeg møder gang på gang i mit liv. Jeg møder de to betydninger i Qigong-lokalet til fællestræningen og på fordybelsesforløbene, når mennesker får tillid nok til hinanden, og jeg møder de to betydninger i de individuelle Sjæle Guidinger, jeg har sammen med mennesker. Jeg møder også de to betydninger hos mennesker helt generelt, og i mit eget liv er de to betydninger gennemgående.

Den ene betydning kan være, at der er tale om et medmenneske, der følger dig. Den anden betydning kan være, at der er tale om, at noget større følger dig. Og her vil jeg gerne fremhæve noget: Jeg tror, at psykisk sårbarhed udvikler sig hos os, når vi mister troen på følgeskab. Så begynder vi at miste evnen til at tale pænt til os selv. Og vi kan miste evnen til at tro på, at vores egne ideer og eksistens er god og rigtig for os selv og for verden.

Du er ikke alene – der findes et medmenneske

Vi kan have uvurderlig glæde af, at andre mennesker ser og hører os. Det er skatteligt, når andre mennesker er virkelig nærværende; når de virkelig vil os. Vi kan have glæde af, at de ser vores sårbarhed og ikke kun ser vores sejhed. Vi kan have glæde af, at de forventer, at vi bruger vores lyse ideer og ikke kun forventer, at vi bærer over med svære ting. Det omvendte kan også være tilfældet. Når vi vil hinanden, ser vi ordentlig efter og er villige til at se efter endnu engang. Når vi vil hinanden, ser vi godt efter og spørger en ekstra gang.

Samtidig må vi være bevidste om, at mennesker ikke altid ser og hører. Måske ved de ikke, hvordan de skal se og høre efter, det vi kommer med. Hvis vægten ligger for meget på andre menneskers bedømmelse af os, kan vi virkelig komme totalt på Herrens Mark. Selv nære personer i vores liv kan være blinde overfor de dybeste spirituelle kvaliteter i os. Og vi kan selv bidrage til, at det vigtige i os holdes skjult. Mange ting er født i verden uden at menneskelig åbenhed, forståelse og indlevelse har mødt det.

Pas på derude, hvis du er en lidt fremmed fugl. Hvis du lader dig overbevise om, at andres vurdering af dig, gør dig til hvad du er, – ja så kan du blive ramt af psykisk sårbarhed.

Du er ikke alene – der findes noget større

Der findes mange kvaliteter i et menneske, som er født med henblik på at udvide verden og stille spørgsmål til verden. Det kan provokere og det kan tilbyde nye farver. Når disse kvaliteter bliver levende i et menneske, vil det også blive mødt i nogen grad af uforstand. Det vil måske møde indskrænketheden eller måske undertrykkelsen eller fordømmelsen. I de tilfælde bliver en spirituel støtte nødvendig, for at vi forsætter vores liv og dets mening.

Nogle af os er så heldige, at vi har en bedsteforældre eller en ven eller en anden, der ser og støtter det spirituelle i os. De kan lige trykke på vore autentiske knapper, på tidspunkter hvor vi måske begynder at tvivle på vores eksistens berettigelse.

Andre af os er ikke så heldige, at vores netværk trykker på vores åndelige knap for os, når vi tvivler stærkt. Vi kan føle os glemt, når tingene truer med at skride for os. I de tilfælde oplever jeg, at vi er nødt til at føle os grebet af noget større – favnet af det guddommelige, eller hvad vi nu kalder det. Vi må opleve, at der findes en aldrig svigtende støtte, som vi kan læne os ind i og som bærer os oppe, når vi falder.

Du er ikke alene – du er ikke glemt

Vores værdier bliver først virkelige, når vi deler dem med andre mennesker. Men det kan være, at vi prøves for døve øren og blinde øjne. Netop i disse tider fødes der meget nyt. Enhver tid er blevet begunstiget med mennesker, der udkommer med noget nyt. Men lige nu fødes der virkelig nye ting. Det sker altid i tider med megen mørke. Og i mørke er det svært at finde nogen at dele noget nyt med.

Derfor er det også muligt at have samtaler med det guddommelige om de spor, vi kan sætte. Det er muligt at samtale med det guddommelige om, hvordan og hvornår vores drømme kan blive udlevet og værdsat. Det guddommelige vil opmuntre os og elske os. Det vil vise os steder hen, hvor det er muligt for os at elske. Der er kun én ting, der er vigtig for, at vi kan elske. Og det er, at vi ikke lukker af for den stemme i os selv, der taler pænt til os og taler pænt om os. Det er lige præcis den stemme, vi må åbne os for.

Jeg tilegner også dette indlæg til min afdøde far.

Du er et fint menneske

du er set

dit håb er favnet

din drøm er grebet

du er ikke alene

der er en, der vil dig

og det er helt på det rene, han har det ligesom dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.